Description

POTTER, KRUKKER OG FADE

Lokalt fremstillet lertøj i Danmark og Hertugdømmerne 1600-1850

Illustreret med eksempler fra Ehlers Samlingen

 

Den rigt illustrerede bog fortæller om det rødbrændte lertøj, der blev fremstillet af pottemagere i små og store værksteder overalt i Danmark, Slesvig og Holsten mellem middelalderen og 1900tallet, med hovedvægten på tiden 1600-1850. Med inddragelse af arkæologiske fund, skriftlige kilder , fotografier, erindringer og ikke mindst lertøjet selv, fortæller bogens forfattere om det lokalt producerede lertøj, der stod i køkkener og forrådskamre, på spiseborde og i vindueskarmes hos bønder og borgere overalt i landet igennem århundreder.

 

I bogen behandles både det prunkløse og det højt dekorerede lertøj, fra den mindste sparegris, over hverdagens krukker og potter til de store hornmalede fade med indskrifter og smukke dekorationer i mange farver. Det lokalt fremstillede lertøj behandles i en række geografisk opdelte kapitler af forskellige forfattere, og hertil kommer kapitler om ovnkakler, jydepotter og pottemagerens ressourcer og teknikker. Afslutningsvis er der en længere sammenfatning af redaktionen.

Det lertøj, der ses afbilledet i bogens mange illustrationer, findes hovedsageligt i Louis og Margrete Ehlers’ store lertøjssamling, Ehlers Samlingen, i Slotsgade 20 i Haderslev.

 

Udgivet af Museum Sønderjylland i samarbejde med Ehlers Samlingen – Historie Haderslev