Træværkstedet i nye forklædninger
Træværkstedet med nyt kaldenavn Det Nye Træværksted genåbner, men i nye rammer på Slesvigske Vognsamling
I foråret 2020 rykkede Træ- og metalværkstedet ud af Kulturhuset Bispen til nye lokaler i det tidligere Schaumanns Klædefabrik på Simmerstedvej 1. Efter en større opbygningsproces af værkstedet er Historie Haderslev klar til at byde gamle som nye brugere indenfor i de nye faciliteter hos Slesvigske Vognsamling.
Tirsdag den 3. november kl. 16.00 åbnes ’Det Nye Træværksted’ på Slesvigske Vognsamling officielt for brugere for første gang.
Daniela G. Andersen fra Slesvigske Vognsamling, der er den nye værkstedskoordinator fortæller, at de på Vognsamlingen har oplevet en meget stor interesse for Det Nye Værksted.
I juni indbød Slesvigske Vognsamling interesserede borgere til informationsmøde for at medinddrage kommende brugere i retænkningen af værkstedet.
”En del tidligere brugere, men også nye brugere har siden informationsmødet været i dialog med os og hjulpet til med indretningen af det ny lokale”, det glæder værkstedskoordinator Daniela G. Andersen sig over. ”Vi har indrettet stedet, så det vil være muligt at arbejde med både metal og træ som materiale, være kreativ og ikke mindst nyde det gode samvær og glæden ved et stykke udført håndværk”, fortæller hun.
Fra tirsdag slås dørene op for Det Nye Værksted, og det vil igen være muligt at starte et nyt projekt op. Værkstedskoordinatoren vil som fagperson stå klar med råd og vejledning ved brugernes projekter.
Du er velkommen til at kigge forbi og få en snak om dit nye projekt.
Åbningstiderne er: tirsdag og torsdag kl. 16:00 til 20:30 og den 2. lørdag i måneden fra kl. 10:00 til 15:00.
Flere oplysninger vil man altid kunne finde på Historie Haderslevs hjemmeside www.HistorieHaderslev.dk.
Vi glæder os til at se jer.
For uddybende spørgsmål er pressen velkommen til at kontakte værkstedskoordinator Daniela G. Andersen på tlf. 74 34 78 16 eller dana@haderslev.dk